Amerikanske interesser i Stillehavet 1898

Historieopgave af
Troels Brynskov
AiR - 1997

Indhold

Indledning
Tiden før 1898

Monroedoktrinen
Udviklingen
Pariskonferencen

Ideologerne


Alfred Thayer Mahan
John Milton Hay
Theodore Roosevelt
William McKinley
William Jennings Bryan
The Anti-Imperialst League

Konklusion
---
Henvisninger og noter

Anvendt litteratur

Bilag

Indledning

Efter den amerikanske uafhængighedskrig (1776-83), havde USA udelukkende interessen rettet mod den vestlige halvkugle. Samtidig holdt nationen sig fra involvering i stridigheder udenfor området. En ændring i denne holdning kan først konstateres hen mod slutningen af det nittende århundrede, hvor en ekspansionspolitik uden for de to kontinenter tager sin begyndelse.

Hvorfor lod USA sig ikke umiddelbart inspirere af de europæiske landes ekspansive politik? Hvad var grunden til at man begyndte? I den sammenhæng: var det på baggrund af et internt amerikansk pres?
Jeg vil begynde med en beskrivelse af tiden op til 1898, fordi de forudgående episoder selvsagt har en indflydelse på den senere udvikling. Herefter vil jeg kigge nærmere på de personer, der på een eller anden måde havde indflydelse på den førte amerikanske politik. Min analyse vil derfor forgå på baggrund af de nævnte personers handlinger.

Tiden før 1898

Monroedoktrinen

Den store udvandring fra især Europa til USA, som havde taget sin begyndelse allerede omkring 1830'erne skabte nye pladsbehov for den nydefinerede nation. Ved opkøb af tidligere europæiske landområder og landvindingskrige i Mexico mangedoblede USA sin størrelse. Således nåede udvidelsen af nationen frem til Stillehavet i 1846 og i 1867 fik USA, med købet af Alaska fra Rusland, den form på det amerikanske kontinent, som kendes i dag.

Disse enorme landvindinger blev legitimeret ved doktriner som Manifest Destiny (1), og kan, når de holdes sammen med præsident James Monroes (1817-25) udtalelser i Monroedoktrinen fra 1823 ses i direkte forlængelse af den amerikanske uafhængighedserklæring:

"In the wars of the European powers in matters relating to themselves we have never taken any part, nor does it comfort our policy to do so."(2)


og omkring det amerikanske kontinent

"we owe it, therefore [...] we should consider any attempt on their (europæernes) part to extend their system to any portion of this hemisphere as dangerous to our peace and safety."(3)

De vidner om en stærk nationalfølelse (hvis baggrund jeg dog ikke skal berøre nærmere her) og en tro på nationen og dens fremtid. På trods af denne doktrin udviste USA dog kun en meget vag interesse for den oversøiske verden (3) før borgerkrigen (1861-65).

 

Udviklingen

En vækstperiode iværksat ved en superprotektionistisk politik (5), skabte en rivende udvikling indenfor den amerikanske industri. Væksten er antydet i vedlagte materiale (bilag). Tallene viser, at USA ikke var alene om at være i en vækstperiode, men det er vækstens hastighed der falder i øjnene.

Jeg vil ikke gå nærmere i dybden med baggrunden for denne vækst, men det er som følge af den, at eksport og udenlandsk samhandel så småt tager sin begyndelse. Det er i det samme tidsrum, at de europæiske lande begyndte at lægge resten af verden under sig, men USA undlod at deltage i det internationale "annekteringseventyr", hvis man vel at mærke vælger ikke at kalde vandringen vestpå for imperialisme. En anderledes amerikansk strategi indenfor udenrigspolitikken var dog begyndt: "dollarimperialisme". Udtrykket skyldes, at man ikke søgte overtagelse af de fremmede territorier (imperiebyggelse) men forsøgte (med held!) at opbygge af et slags uformelt imperium i form af overordnet kontrol med landene. Monroedoktrinen og Manifest Destiny anvendtes, i en lettere omfortolket udgave, til at legitimere dollarimperialismens gennemførelse i den nordlige del af Latinamerika og på Hawaii. Præsident R.B. Hayes (1877-81) udtrykte det overfor Mexico med, at borgere af et "fremskredent land" under virksomhed i "primitive områder" har samme krav på sikkerhed for liv og ejendom som i sit hjemland (7). Her kan det iagttages, at amerikanerne ganske vist er blevet inspireret af de samme strømninger som europæerne, men dette forhold fører ikke til annektering af nye områder. Nogle mulige grunde:

 

  • Den protektionistiske politik begyndte først at få problemer omkring 1890, da det hjemlige marked ikke længere kunne aftage hele produktionen og de oversøiske markeder som følge heraf fik stadig større betydning.
  • Den indenlandske kolonisering af USA kan ikke betragtes som afsluttet før pågældende årti. Et land med stor indenlandsk kolonisering/opbygning (af byer, infrastruktur mv.) foran sig begynder ikke uden videre at brede sig internationalt.
    •

    Senere præsident Roosevelts ord: "vi må tale lavmældt - men tage en stor stok med" fik en meget væsentlig betydning i denne preekspansionistiske periode. Første gang stokken måtte anvendes var på Cuba i 1898, hvor den spansk-amerikanske krig (8) udspillede sig.

    Pariskonferencen

    Da spanierne var fordrevet fra Cuba åbnedes en ny mulighed: Spaniens tilbageværende kolonier Stillehavet, blandt andet Filippinerne. Ved hjælp af nogle krigsskibe i Manilas havn (jfr. Roosevelts ord) blev øriget i Stillehavet overtaget af amerikanerne (9) mod en erstatning på 20 mio. dollars (i datidens møntfod, se evt. denne opgaves forside). Den endelige overdragelse foregik i Paris, hvor fredsforhandligerne blev holdt, men den amerikanske delegation var meget splittet i spørgsmålet om Filippinerne. Den amerikanske kongres vedtog at sammensætte en delegation til Paris, den bestod af Cushman K. Davis, William P. Frye, Whitela Reid, William K Day og George Gray. Følgende synspunkter var repræsenteret i delegationens telegram til udenrigsministeren i Washington:

  • Fortsat annektion af hele øriget, pga. de søfartsmæssige, politiske og komercielle fordele. Derved undgås også at øerne falder i fremmede nationers hænder. Underskriverne (Davis, Frye og Reid) mener også, at øerne vil være "comparatively easy to control."
  • Deling af øriget i to. Underskriveren (Day) mener "It affords an opportunity for lessening the burden of colonial government"
  • At lade helt være med annektering. Argumenterne findes i USAs egen baggrund som koloni og desuden mener den delegerede (Gray), at det vil kræve militær oprustning (ses dermed negativt) og at området er et dårligt socialt, klimatisk og geografisk. (10)
    •

    Dette kunne være et spejl af den gældende amerikanske holdning, som altså ikke er entydig. Skiftet/splittelsen i den amerikanske opfattelse af kolonier iagttages allenfalds meget tydeligt.

    Præsident McKinley (1897-1901) gjorde Filippinerne til amerikansk koloni den 10. december 1898, og i hvert tilfælde dér var der ingen vej tilbage. Som han udtrykte det, i sin sidste tale før han blev myrdet i 1901:

    "The period of exclusiveness is past"(11)

    Og henviser til USA position som isoleret kontinent udenfor de andre stormagters vold (smlg. Monroe). Spørgsmålet, om McKinley egentlig var interesseret i/havde noget alternativ til at annektere Filippinerne lad få stå til senere.

    Ideologerne

    McKinleys dilemma, som antydes i det ovenstående telegram fra Parisforhandlingerne vil jeg forsøge at belyse nærmere ved at gennemgå nogle af de hhv. for- og imod holdninger, som var fremme i årene omkring 1898.

     

    Alfred Thayer Mahan

    Alfred Thayer Mahan (1840-1914) var amerikansk orlogskaptajn og lærer på det nyindviede (1869) Naval War College, da han udgav værkerne "The influence of Sea Power upon History 1660-1783" (1890), "The influence of Sea Power upon the French Revolution and Empire 1793-1812" (1892) og "The Interests of America in Sea Power, Present and Future" (1897).

    Som titlerne antyder, var Mahan optaget af flådens historiske betydning, og igennem sine analyser argumenterede han kraftigt for vigtigheden af en stærk maritim flåde. Heri indgik kolonierne som en nødvendig del af en stærk flådes provianteringsmuligheder. Således blev han bagmand for en legitimering - ikke kun for USA - men for alle ekspanderende nationers udenrigspolitik: koloniernes søstrategiske fordele. Mahans værker blev dermed et evangelium for tilhængere af, især, Stillehavskolonier. Eksempelvis beordrede den tyske kejser Wilhelm 2. et eksemplar af Mahans første værk anbragt på ethvert tysk orlogsfartøj og Mahan blev udnævnt til æresdoktor på Oxford og Cambridge - det hele på een uge (12). Af kyshåndsmodtagelsen i disse lande ses, hvordan Mahans værk, i Europa, kom til at fungere som en berettigelse af en allerede påbegyndt politik. I USA betød det nye fortalere for en stærkere flåde, heriblandt Mahans nære ven Theodore Roosevelt. Ny teknologi indenfor skibsfarten truede den amerikanske position som et isoleret kontinent og de europæiske stormagter kunne (ifølge Mahans konklusioner) rykke nærmere, så USA ville stå nøgne, hvis ikke man ‘fik en fod ind’ på det asiatiske kontinent og samtidig etablerede en større flåde. Mahan kan have været en medvirkende faktor til, at den amerikanske flåde blev kraftigt opbygget, for omkring første verdenskrig at være verdens næststørste (England stadig størst, men jeg har ingen kvantiteter).

    John Milton Hay

    John Milton Hay (1838-1905) blev udenrigsminister i 1898, og var primus motor for den ekspansive politik som den amerikanske regering begyndte at føre. Telegrammet fra Pariskonferencen (side 3) var sendt til Hay, og selvom McKinley var præsident må den overordnede beslutning om Filippinerne have haft hans indflydelse. Senere citater vil underbygge, at Hay var en varm fortaler for ekspansionspolitik. Hans planer med Stillehavet og Filippinerne er helt åbenlyse, idet han formulerede den første "Open Door Note" allerede i 1899. Senere (1900) kom "The Second Open Door Note" til. Den blev fremsat under boxeropstanden, om med dem ville Hay prøve at åbne det kinesiske rige op handelsmæssigt, ved at dele det i europæiske interessesfærer. Han mente at verden måtte være åben for handel og om nødvendigt måtte amerikanske tropper sendes til Kina, for at genetablere ro og orden. Et lille uddrag kan illustrere dette:

    "the policy of the government of the United States is to seek a solution which may bring about permanent safety and peace to China, preserve Chinese territorial and administrative entinity, protect all rights guranteed to friendly powers by treaty and international law, and safequard for the priciple of equal and impartial trade with all parts of the Chinese Empire."(13)

    Amerikanerne har for alvor fået øjnene op for det, også dengang, folkerige kontinent, og de dertil hørende muligheder for samhandel. Til dette er det klart, at en koloni beliggende som Filippinerne er af uvurderlig værdi.
    Det er mest sandsynligt, at valget af lige præcis Filippinerne i denne sammenhæng har været relativt tilfældigt, som følge af, at landet lå ledigt efter Spaniens nederlag, men at selve overtagelsen kom belejligt kan illustreres ved Hays beskrivelse af krigen i et brev til Theodore Roosevelt:

    "a splendid little war"(14)

    Theodore Roosevelt

    Theodore Roosevelt Theodore Roosevelt (1858-1919) var, ligesom John Hay, ikke en aktiv del af udenrigsdiplomatiet i tiden før 1897, men han har haft en opinionsdannende effekt i sin tid som William McKinleys vicepræsident. Han er inddraget i dette afsnit, fordi han samler mange af de holdninger, der eksisterede i samtidens amerikanske samfund. Roosevelt havde været med i den spansk-amerikanske krig, og var en særdeles aktiv agitator for udvidelse af det amerikanske imperium, og i den sammenhæng, også den amerikanske marine. Roosevelt kom således til at omsætte nogle Alfred Mahans ideer til praksis, hvilket blandt andet ses i hans tale fra 1900, hvor han omtaler konsekvenser ved en fortsat isoleret position:

     

    "en eller anden, stærkere, mere mandig, magt måtte skride ind og udføre opgaven, og vi ville fremstå som svæklinge, som er ude af stand til at fuldende de anstrengelser, som store og tapre nationer er ivrige efter at tage på sig."(15)

    Jargonen er ikke usædvanlig for Roosevelt, og i ovenstående uddrag fremfører han både en påstand om, at USA vil tabe ære på kort sigt og han får omtalt konsekvenserne for en fallit. Derpå tilføjer han:

    "vi må tro på os selv i kampen om maritimt og handelsmæssigt herredømme og bygge vores magt op uden for vore grænser. Vi må bygge kanalen ved tangen og vi må gribe den fordelagtige mulighed, som vil sætte os i stand til at være med til at bestemme skæbnen for oceanerne i øst og vest."(16)

    Her fremføres flere af de verserende proekspansive holdninger med et ikke uinteressant perspektiv: "kanalen ved tangen" (kun Nicaragua og Panamá var geografisk mulige). Med den på hænde ville USA sidde yderst gunstigt på handels- og krigsførelsesmæssigt på hele den vestlige halvkugle. Således er det nu muligt at se, hvor vældige planer Roosevelt (og amerikanerne) havde, og da bliver Stillehavet blot een brik i et storstilet forsøg på at lægge verden under sig. Planerne om kanalen har eksisteret lige siden Den Nye Verdens opdagelse (17) og da Clayton-Bulwer traktaten (18) fra 1850 blev annulleret af den amerikanske udenrigsminister James Blaine i 1881, var de amerikanske kanalplaner definitive. En kanal kan selvsagt kun retfærdiggøres, hvis man har den reelle kontrol med den, og derfor kontrollen med de omkringliggende områder, strækkende sig fra det fjerneste af Stillehavet til det karibiske hav.

    I ovenstående tale støtter Roosevelt også Hays planer om komercielle fordele i Asien.

    William McKinley

    William McKinley (1843-1901) er svær at rubricere som for eller imod annekteringspolitik. Dette af den grund, at han i sin embedsperiode (1897-1901) både nåede at repræsentere pro- og anti-imperialistiske holdninger. Således er han i det ovenstående nævnt som en bagmand for nogle af USAs protektionistiske tiltag. At være protektionistisk orienteret betyder ikke automatisk at være imod ekspansion, men han blev kun meget nødtvungent (19) draget ind i den spansk-amerikanske krig. Grunden til at McKinley efter krigen besluttede at annektere føromtalte øer i Stillehavet, var efter hans eget udsagn, at øerne ikke måtte falde på fremmede hænder. I det endelige telegram (Descision on the Philippines. Mr. Hay to Mr. Day) om overtagelsen skrev hans udenrigsminister Hay:

    "Territorial expansion should be our least concern; that we shall not shirk the moral obligation of our victory is of the greatest."(20)

    Så en vis moralsk forpligtigelse til at oplære de underlegne racer (jfr. Hayes) kan også spores i (de interne?) dokumenter. I 1901 tilføjede McKinley selv:

    "We must build the Isthmian Canal, which will unite the two oceans"(21)

    og

    "Our capacity to produce has developed so enormusly [...] Only a broad and enlighted policy will keep what we have."(22)

    Her kan det ses, hvorledes McKinley har skiftet side i ekspansionsdiskusionen. Han er her i Roosevelts bås.

    Jeg har nu kigget på nogle af bagmændene for USAs udenrigsdiplomati omkring 1898, men specielt i USA var der en stærk modvilje mod kolonidyrkelse. Ved at beskrive noget af den vil det måske fremgå, hvorfor USA ventede så lang tid med at udvide imperiet og desuden kan den interne modstand mod en sådan politik vise, at ovenstående ideologer ikke handlede uden modstand.

    William Jennings Bryan

    William Jennings Bryan Den mest markante, politiker, der var kraftigt imod kolonierhvervelser, var William Jennings Bryan (1860-1925). Bryan stillede op til det amerikanske præsidentvalget flere gange (23), dog uden at vinde posten. I flere af sine valgkampagner var han meget fokusereret på kolonispørgsmålet, som her, hvor Bryan i forbindelse med sin nominering mod McKinley 1901 sagde:

    "Washington (sagde) at kolonisterne måtte vælge mellem frihed og slaveri. Lincoln sagde, at denne nations sikkerhed ikke afhang af dens flåder [...] Selv om (Filippinerne) var ubeboede, ville amerikanske statsborgere ikke være villige til at tage derover og dyrke jorden. Den hvide race vil ikke kunne leve så nær ved ækvator."(24)

     

    Her fortæller Bryan om ‘imperialismens uforenlighed med det amerikanske frihedsideal og den amerikanske historie’ (25) og argumentet var det mest gældende i tiden omkring 1898, når ekspansionspolitik blev fordømt. Roosevelt havde vendte dette argument til, at USA manglede en historie, og derfor måtte skabe sig en, ved ekspandering. Bryan taler videre om, at den hvide mand (de amerikanske handelsfolk), ikke kan leve for tæt ved ækvator, men det er bemærkelsesværdigt, at hverken han eller andre af samtidens amerikanske anti-imperialister benytter argumenter, der taler om respekt for det filippinske folk, tværtimod frygtede nogle for at give underlegne racer en stemme i den amerikanske parlament.

    Det var ikke en lille elite, der modarbejdede kolonipolitikken: Et af præsidentvalgkampen 1901s hedeste punkter var spørgsmålet om kolonier og i den sammenhæng flåde. Alene det, at starte en præsidentvalgkamp med anti-ekspansive argumenter vidner om holdningens nationale gennemslagskraft. Ved siden af dette dannedes i Boston...

    The Anti-Imperialist League

    Som var en meget aktiv bevægelse, der, som navnet antyder, søgte at modarbejde amerikansk ekspansionspolitik. Dette ved at påvirke den amerikanske opinion ved at sende åbne breve til de politiske magthaverene, udgive pamfletter og publicere soldaterbreve fra krigen på Filippinerne (26) i aviserne. Af fremtrædende medlemmer i bevægelsen kan nævnes forfatteren Mark Twain, industrimagnaten Andrew Carnegie, ekspræsident Grover Cleeveland, filosoffen John Dewey samt Harvards rektor Charles Eliot. Mænd med reel indflydelse, i mange henseender.

    Det er også fra denne bølge, at denne opgaves forsidetegning har rod. Tegningen karikerer Uncle Sam i hans forsøg på at bære ‘den hvide mands byrde’ (27). De varmeste sager, udvidelsen af hæren (28) og den nyerhvervede koloni, fremstår som en økonomisk underminering af hele det amerikanske samfund.

    Konklusion

    Som handelsmæssig årsag til ekspansion søgte USA at skabe et mere dynamisk virkefelt for kapitalinteresserne, for dermed at få mulighed for at holde den økonomiske væksts linje. Således skulle Stillehavet være med til at åbne op for adgangen til de asiatiske markeder. Panamákanalen var i denne sammenhæng en ekstra dimension af dette forhold, og kunne som bindeled mellem Atlanterhavet og Stillehavet øge denne vækstmulighed. Militærstrategisk havde teknologiske fremskridt indenfor skibsfarten skabt en frygt for svækkelse af USAs position som eneregerende magt på den vestlige halvkugle, og således så mange politikere sig nødsaget til at udvide flåden og virkefeltet for samme.

    Alt dette skabte et pres på præsident McKinley, og dette pres blev udløst ved den spansk-amerikanske krig og de efterfølgende kolonierhvervelser og derfor er hans egen overbevisning uinteressant i denne sammenhæng, da McKinley (tvungent eller frivilligt) blot underskrev dokumenterne og førte amerikanerne ind på imperialismens vej.

    Troels Brynskov, Roskilde 1997

    forside

    Henvisninger & Noter

    (1)Formuleret i en avisartikel i 1845 af redaktøren John Louis O’Sullivan, hvor han erklærede at det var USAs "indlysende skæbne" at blive en verdensmagt.
    (2) www.pixi.com/~kingdom/monroe.html
    (3) Ibid.
    (4) Arthur Link.
    (5) "The McKinley Bill", 1890, hævede importtolden til verdens hidtidig højeste. Da McKinley senere blev præsident i 1897 stod han for en yderligere hævelse i kraft af "The Dingley Tariff"
    (6) Aschehoughs verdenshistorie, s. 149.
    (7) Version: Erik Lund
    (8) Startede med eksplosionen af det amerikanske krigsskib Maine i Habanas havn og varede fra den 25. april til 12. august samme år.
    (9) Sammen med Puerto Rico og Stillehavsøen Guam. Cuba opnåede en vis selvstændighed.
    (10) Peace Commisioners to Mr. Hay, 25. oktober 1898. Taget fra The Diplomacy of World Power, s. 36.
    (11) On the Rise of the Untied States of World Power, 5. september 1901. Ibid., s. 42.
    (12) Påpeges af Erling Bjøl.
    (13) The Second Open Door Note, 3. juli 1900. The Diplomacy Of World Power, s. 96.
    (14) Brittanica Ecyclopedia.
    (15) Chicago 10. april, 1899. Fra Den Hvide Mands Byrde?, s. 71.
    (16) Ibid., s. 72.
    (17) Den første arbejdsplan for en kanal, fremsat at Charles V, forelå første gang i 1534. Senere skabte blandt andet Alexander von Humboldts værker (1819) fornyet interesse i projektet omkring.
    (18) Indgået mellem Amerika og England, af den amerikanske udenrigsminister John Clayton og den britiske diplomat Sir William Bulwer. Traktaten erklærede, at ingen nation skulle "obtain or maintain for itself any exclusive control over the said ship-canal" (Microsoft Encarta 1996)
    (19) Med den mystikomspundne sænkning af krigsskibet Maine i Habanas havn, blev den folkelige opinion pisket op til krigsstemning. Se Journals overskrift dagen efter: THE WARSHIP MAINE WAS SPLIT IN TWO BY ENEMY’S SECRET INFERNAL MACHINE. (Samfund i Vækst, s. 96)
    (20) Mr. Hay to Mr. Day, 28. oktober 1898. The Diplomacy of World Power, s. 37
    (21) op. cit., s. 42
    (22) op. cit., s. 41
    (23) I 1897, 1901 og 1908. Bryan opnåede dog at blive udenrigsminister i årene 1913-15 under præsident Woodrow Wilson.
    (24) Den Hvide Mands Byrde?, s. 79
    (25) Henrik Skovgaard
    (26) Blodig guerillaoprørskrig 1898-1901. Opstanden ledet af filippineren Emilio Arguinaldo
    (27) Den afbillede Rudyard Kiplings formulering i The White Man’s Burden, 1889.
    (28) Stående hær: 1898: 26.800, 1901: 104.000 soldater

    Anvendt Litteratur

     

    Primære

    Bjøl, Erling (red.): Politikens USA historie bind 2. Samfund i vækst.Kbh., Politikens forlag 1988
    Bjøl, Erling (red.): Politikens verdenshistorie bind 16. Imperialismens tidsalder.Kbh., Politikens forlag 1986
    Link, Arthur S. (m.fl.): The Diplomocay of World Power The United States 1890-1920. Princeton, Edward Arnold 1970
    Lund, Erik: Verdenshistorie med Nordens historie V 1890-1945. Fredericia, Gyldendal 1973
    Nielsen, Henrik Skovgaard: Den hvide mands byrde? Kbh, Jul. Gjellerup 1982

     

    Baggrund

    Bender, Johan (m.fl.): Imperialismen og 1 verdenskrig belyst ved kilder. Kbh., Munksgaard 1985
    Illeborg, Steen (m.fl.): USAs historie. Fra industrialiseringen til i dag. Kbh., Gyldendal 1986
    Julien, Claude: Det amerikanske imperium. Kbh., Gyldendal 1971
    Macarthy, Michael: American Diplomacy 1870-1914. Lecture notes. Huntington, www.marshall.edu/history/mccarthy 1997
    Simensen, Jarl (m.fl.): Aschehoughs Verdenshistorie. Vesten erobrer verden. Oslo, H. Aschehough 1986
    Zwick, Jim: Anti-imperialism in the United States 1898-1935. Syracuse, web.syr.edu/~fjzwick 1997

     

    Opslagsværker

    Microsoft Encarta 1996
    Encyclopedia Britannica 1995

     

    Billedmateriale

    Forside:
    The Denver Post 1900, hentet fra Zwick, Jim: Anti-imperialism in the United States 1898-1935. Syracuse, web.syr.edu/~fjzwick/kipling/denver.html 1997

    Portrætter:
    Mahan: Bjøl, Erling (red.): Politikens USA historie bind 2. Samfund i vækst. Kbh., Politikens forlag 1988, s. 94
    Hay: www.smplanet.com/imperialism/fists.html
    Roosevelt: Webster’s Concise Interactive Encyclopedia 1995
    McKinley: Microsoft Encarta 1996
    Bryan: Ibid.

    Bilag

    Industriproduktion i USA

    			
år		1860	1870	1879	1899
indekstal	20	40	65	100

    Politikens verdenshistorie. Imperialismens tidsalder, s.116

    Stormagternes årsproduktion af stål 1870-1910

    					
	UK	USA	Tyskland  Frankrig  Verden
1870	286	68      169	  83	   703
1890	3.637	4.346   2.161	  566	   12.096
1910	6.374	26.512  13.698	  3.606	   58.656

    Imperialismen og 1. verdenskrig belyst ved kilder, s.80