Antikkens kejserrige, middelalderens, renæssancens og barokkens pavestyre og mellemkrigstidens fascistiske bevægelse. Epoker i verdenshistorien. Epoker i byen Roms historie - regional og international hovedstad i den sammenhæng.
Af denne grund er det Rom man først skal drage til, hvis et nærmere studie af disse perioders magtmanifeststationer vil betragtes. I det følgende vil jeg gennemgå, hvorledes hver enkelt periodes magtsprog tager sig ud i dagens Rom og hvorledes tidlige perioder afspejler sig i de senere.
Magtens sprog er symbolernes sprog. Det er også noget nær det eneste sprog som kunne anvendes til formålet i antikken og renæssancen, hvor den jævne borger simpelthen var analfabet i vor forstand.
Kejserdømmet
I kejserdømmet er de forskellige bygninger/monumenter præget af, at kejseren ønskede at hævde det store imperium over for omverdenen og propagandere for sig selv (og det romerske folk) som selvskreven til at styre samme. Dette kom sig til udtryk i monumenter, der på den ene side tjente et folkeligt formål og på den anden side kunne vise hvor meget den pågældende kejser kunne præstere. I den kategori kan her nævnes basilikaerne, forumerne, termerne, amfiteatrene, teatrene, akvædukterne, væddeløbsbanerne, vejene & broerne, templerne (herunder til dels mausolæerne). Andre bygninger, som ikke tilhører denne kategori er triumfbuerne, obeliskerne, statuerne og ikke mindst boligerne.
Da de sidstnævnte netop ikke har den omtalte dobbeltfunktion og selvlegitimitet som de første til en vis grad må siges at have, er de de mest hensigtsmæssige at undersøge indenfor denne opgaves rammer. Jeg har udvalgt Trajansøjlen til nærmere belysning.
Trajansøjlen:
Ved de ynkelige rester af kejser Trajans (98-117 e.v.t.) forum rejser en kæmpemæssig søjle sig fra jordens daværende overflade. Selve søjlen er blevet målt til at være 100 romerske fod (29,77 meter) og inklusiv sokkel og statue: knap 128 romerske fod (38 meter). Op ad søjlen snor sig ét langt relief, der viser kejserens - og romernes - triumf i to slag mod dakerne. Søjlen er hul indvendig, således at udvalgte personer, langs den indvendige trappe, har haft adgang til monumentets top. Over indgangen fortæller indskriptionen, at senatet af det romerske folk (SPQR) dedicerede dette monument til (utallige ærestitler) Trajan.
Umiddelbart ved siden af søjlen har ligget et græsk og et latinsk bibliotek, hvorfra det har været muligt at beskue de nederste af den lange billedfrises afbilledninger.
Relieffet på søjlen kan vel betegnes som een lang tegneserie (jfr. romernes læsefærdigheder) der dels har til formål at hylde den mand, der undertvang de (per definition) barbariske dakere, dels skal hylde de romerske tropper der nedkæmpede samme. Således får den også en informativ funktion, hvilket underbygges af de detaillerede relieffer og de omgivende biblioteker: en slags avis/plakatsøjle. Kunne relieffet eventuelt være en forstenet bogrulle, som bliver holdt i sit ene hjørne og snor sig mod jorden?
Med til historien hører, at den tidlige historieskrivning rent faktisk har brugt søjlen som en kilde til hvordan slagene mod dakerne rent faktisk fandt sted. Ved denne fremgangsmåde ville man nok i dag sige, at både symbolværdien og propaganda-hensigten med søjlen negligeres.
Som den tager sig ud i dag er den nok stor, men falmer en anelse i Victor Emmanuel monumentets og andre bygninger fra vore dages skygge, men i sine oprindelige rammer må den have taget sig enorm ud. Den almindelige - dødelige - romerske borger har kun kunnet beundre statuen af Cæsar Trajan, pater patriae, pontifex maximus, etc., på toppen med tilbagelænet nakke og føle sig en lille smule ikke-guddommelig.
For vore dages beskuere er det næsten mere beundringsværdigt, at søjlen står endnu. Noget af forklaringen på dette findes på toppen, hvor der står en skikkelse med glorie og nøgler - også kendt som St. Peter. Kirken har taget søjlen i sin nåde (selvfølgelig før St. Peter blev opstillet i 1588) og på denne måde delvist (idet selve Trajan er gået tabt) bevaret den for eftertiden.
Det er klart, at alle de slags romerske bygningsværker, som jeg nævnte ovenfor, er blevet benyttet af de forskellige kejsere til at sprede deres navn og tilhørende status. At berøre dem yderligere vil dog række ud over denne opgaves omfang.
Pavedømmet
Ligesom med kejserdømmet dækker begrebet pavedømmet over en meget lang periode, men specielt på Michelangelo (1475-1564), Francesco Boromini (1599-1667) og Gian Lorenzo Berninis (1598-1680) tid, dvs. renæssancen og barokken ser det ud som om, at der har eksisteret et stort behov for andet end blot kirkebyggeri. Det er disse tre mænd, der om nogen har indført/ anvendt den stil, som gennemsyrer disse perioders romerske arkitektur og kunst. Det først bemærkelsesværdige er kvantiteten. En optælling af - specielt Berninis - produktioner i Rom er dømt til at vare meget længe (findes der mon nogen der har prøvet?). Dernæst falder det i øjnene, at kunsten er begyndt at operere med et begreb som perspektiv. Som eksempel på dette har jeg udvalgt en piazza, hvor primært arkitekturen kan iagtages.
Piazza del Campidoglio:
Michelangelo fik i 1538 opgaven at opføre Capitolpladsen på pave Paul III’s bud. Palazzo dei conservatori og Palazzo Senatorio lå der i forvejen, men Michelangelo begyndte brolægningen, Cordonata trappen, Palazzo Nuovo og flyttede en række statuer herunder Marcus Aurelius statuen (taget fra Piazza San Giovanni In Laterano, bevaret og anbragt i den tro at det var Konstantin, kristendommens "indfører", som man alligevel ikke ønskede at omsmelte) og rytter-med-hest statuerne ved indgangen til pladsen. Pladsen er først færdiggjort efter hans død, og med den tredje bygning, Palazzo Nuovo, blev selve stedet til en decideret plads, trelænget med korinthiske søjler, det hele i bedste renæssancestil.
At pladsen er en paveopgave undestreges af, at åbningen (og det romerske senat) peger direkte mod Michelangelos Peterskirke. Tankegangen svarer til muslimernes venden mod Mekka, og understreger Vatikanets og pavens status som verdens centrum. Pladsens brolagte mønstre er udformet på en sådan måde, at jo højere beskueren er placeret des større virker den. Helikopteren var naturligvis ikke opfundet i 1536, men selv fra Palazzo Senatorios trappe, eller fra de øverste etager af samme, er illusionen i orden. Ideen med denne effekt er sværere at få øje på. Mest nærliggende er vel, at stedet kommer til at fremstå mere prangende end ellers.
Trappen foran Capitol, Cordonata, har to funktioner: rent praktisk er den nødvendig, men også den får bygningerne til at fremstå større for en beskuer fra foden. For at finde ud af hvorfor de skal virke større er deres formål interessant.
Palazzo Senatorio husede senatet (kirkeligt organ) og de to andre bygninger er, som i dag, blevet brugt til museum, hvor paverne har opstilletsamtidige og antikke statuer (mange med modifikationer). Det har altså også været pavernes plads, hvor både den tekniske og kunstneriske formåen kunne stilles til skue.
Indgangen til pladsen vogtes af to antikke rytter-og-hest statuer. Udenfor studieturs- terminologi kendt som tvillingerne Castor og Pollux - også kendt som dioskurerne. Græske mytefigurer, der var de romerske beskyttere for ryttere (udførere af idrætten ridning), søfart og krigere, alt efter fremstilling. Hvorfor paven er interesseret i at disse to herrer, som Heimdal i den nordiske mytologi, vogter vejen mod Peterskirken, og hvorfor paven i det hele taget interesserede sig for antikken er et åbent spørgsmål.
En religiøs kobling findes ikke.
I dag ses yderligere benyttelse af paveligt magtsprog i de mange kirker, herunder Vatikanstaten og Peterskirken, Roms mange pladser og tilhørende fontæner samt den sande overflod af "pont. max." inskriptioner på passende - og til tider upassende - steder.
Fascismen
Den fascistiske æra var rimelig kortvarig i sammenligning med de ovennævnte perioder, men ikke desto mindre den seneste og således kan alle fascismens og Mussolinis monumenter endnu at ses. Generelt kan man sige om Il Duces monumenter, at stilen på en gang er bombastisk, kubistisk og funktionel. I tillæg til dette søgte fascisterne at identificere sig med mange af fortidens store bedrifter (læs: antikkens), og dette kom sig også til både til udtryk i arkitekturen og i kunsten. Strålende eksempler på dette kan både ses ved Mussolinis Stadio Olimpico og EUR-kvarter. Jeg har udvalgt et eksempel fra sidstnævnte:
Palazzo della Civilità del Lavoro:
Bedre kendt som det "Firkantede Colosseum".
Beliggende på det højeste punkt i kvarteret og med en 98 trin lang monumental trappe foran efterlader denne firkantede bygning ingen tvivl i sindet: denne bygnings ubeskedne fremtoning er ment som en manifestation af bygherren: Dux. Denne kraftige selvicenesættelse kan let skræmme en indbygger i jantelovens land - og de fleste andre for den sags skyld. Formår man at sætte sig ud over det, kan det ikke undgås at blive en smule imponeret af den voldsomme symbolik og pondus, som fascisterne lagde for dagen. Årsagen til tilnavnet det "Firkantede Colosseum" er på ingen måde tilfældig: både hvad angår udseende og indtryk når man står for foden af trappen er bygningerne meget lig hinanden, med Mussolinis firkantede form og nyere materialer som eneste afvigelse. Øverst på Palazzo Lavaro bekendtgøres, at bygningen er dedikeret til Italiens arbejdende folk, og med Castor og Pollux for toppen af trappen kan koblingen til det antikke romerrige næsten ikke blive mere udmalet. Måske kunne Mussolini godt have tænkt sig at anlægge Palazzo Lavaro på Capitolhøjen, hvis der havde været plads.
Det kan også imponere, at det har været muligt at skabe et velgennemtænkt bydel, EUR, i en sådan grad som Il Duce gjorde det. Her kunne nutidens byplanlægere få sig nogle gode ideer. Hvad selve bygningen angår rummer i dag en række kontorer, og er på den måde ikke nær så eksotisk som det ægte coloseum, men den illustrerer tydeligt de føromtalte kendetegn ved den fascistiske æra.
Anvendt litteratur
Brynskov, Troels: Logbogsnoter fra Rom. Roskilde, 1997
Hannestad, Niels: Romersk kunst som propaganda. København, 1975
Wendelboe, Hanne: Politikens visuelle guide Rom. København, 1995
Ørsted, Peter: Romerne. Dagligliv i det romerske imperium. Amager, 1988